Et besøg hos K Sabatier

Klokken er 8.00, og vi befinder os i Thiers i det sydlige Frankrig. Vi har kørt i regnfuldt mørke hele morgenen på en kedelig fransk motorvej - dog med en øjensynligt eventyrlig horisont bag mørket.

Da vi ankommer til Thiers ad en lille landevej på siden af et bjerg, begynder det så småt at lysne, og vi kan se en gammel, forfalden bygning der kunne ligne noget fra en 70’er gyserfilm - ikke just et smukt syn i det grå morgenlys. Vores GPS giver lyder fra sig, og vores destination er lige fremme.

Det er mødestedet med Philippe Bournilhas, 8. Generation af den oprindelige Sabatier familie -altså K-Sabatier. På daværende tidspunkt er vi stålfaste på at vi skal møde ham på deres fabrik. Til vores store overraskelse ser vi en lille, meget smal port, hvor der lige over er et skilt, der siger: ’coutellerie K-Sabatier aine e perrier exportation’. Vi kører ind ad den snævre port, og parkerer bilen i en utrolig smuk gård, placeret mellem et rustikt bygningsværk fra noget der ligner 1400-tallet.

Der bliver åbnet en jernlåge bag os, og ud kommer en lille fransk kvinde med mørkt hår til skulderne og sin lille brune bomuldshund på armen. Overraskede over velkomstkomitéen giver vi hende hånden, og introducerer os. Hun viser os ind igennem porten og ind i huset gennem en fantastisk smuk gårdhave. Vi bliver høfligt gelejdet ind i en dagligstue, der nu engang ligner en stærk reminiscens af renæssancens overklassedagligstuer. Vi får tilbudt kaffe og sætter os ned i stuen. Det viser sig så, at det hus vi sidder i, faktisk er det gamle værksted fra dengang K-Sabatier startede og har været i familien hele deres liv. Christinne, søsteren til Philippe, der tog imod os, fortæller at hende og hendes bror voksede op i huset - selvfølgelig til lyden af hammere og slibemaskiner siger hun med en fransk charme.

Christinne fortæller, at Philippe lige har kørt børnene i den nærvedliggende skole, og at han nok snart vil være tilbage.

Vi bliver ført igennem dagens program, og inden længe er Philippe hjemme. Philippe er en spinkel, meget velklædt mand, der besidder den franske subtile afholdenhed.

Vi tager ret hurtigt fat i dagens første besøg - stålfabrikken. Det skulle forresten vise sig at blive til flere end hvad vi havde regnet med.

Stålfabrikken er en massiv bygning ude på Lars Tyndskids marker. Det tog os godt en halv time at komme derud fra Thiers, og er udefra ikke et synderligt imponerende sted. Indenfor er det en helt anden snak. Vi bliver introduceret til stedets værkfører, og bliver af ham ledt ind i en overraskende stor hal, hvori der er placeret intet mindre end fire kæmpemæssige trykhammere og et gigantisk reolsystem fyldt med det de kalder ’toolings’ - en meget tyk blok stål, hvori der med olie og vand i en anden maskine er skåret en form til hver enkel kniv og værktøjer. Larmen er enorm, varmen er høj og lugten er fæl, så det blev en hurtig gennemgang af det store lokale. Da vi kommer ud beretter værkføreren om en ældgammel tradition, som de stadig laver deres produkter efter. Det er nemlig traditionen tilbage fra dengang bønderne ikke havde noget arbejde på deres gårde, og derfor tilbød dem selv som slibere, polerere, montører af skæfter osv. De var tilmed et vigtig led i væksten af K-Sabatier. Da K-Sabatier i 1810 specialiserede sig i køkkenknive, steg efterspørgslen gevaldigt, og hvis ikke de havde haft bøndernes arbejdskraft, havde de nok ikke kunne følge med denne efterspørgsel. Dette gav dem derudover noget at lave om vinteren, og det sikrede for K Sabatier, at arbejdet blev lavet i de omkringliggende landsbyer - selvfølgelig med udmunding i Thiers, hvilket også er en af de dybe traditioner i dette knivenes Mekka. Altså den utrolige lokalpatriotisme folket fra Thiers og omegn besidder.

Næste stop var stedet hvor disse nu meget rå klinger skulle hærdes. Det sker i et væsentligt mindre værksted end det foregående.

Da vi kører ind ad den grusvej, der skulle føre til værkstedet og får parkeret bilen, Christinne fniser lidt af den slet nænsomme parkering, møder vi en lille mand, med et godt solidt håndtryk og charmen fra en typisk fransk håndværker.

Der skal ikke nødvendigvis et skarpt øje til at kunne se, at Christinne og den lille mand kender hinanden ret så godt. De joker og puffer lidt til hinanden inden vi træder ind i endnu et støjende lokale med utallige båndslibere, to store esser og en ovn til temperering.

Dette var nok et af de mest overraskende besøg, hvor stolthed over godt håndværk virkelig trådte frem. Vi får fortalt, at de efter hærdningen på de såkaldte carbonstålsknive, chokkøler knivene i olie. Denne proces får bladet til at slå sig en smule, hvilket medfører at det selvfølgelig skal rettes ud. Han sætter sig, til vores store overraskelse, over til en armbolt, tager 4-5 knive i hånden, finder hammeren frem og begynder at banke på et af bladene. Efter tre præcise slag, tager han kniven op til øjet og inspicerer hans ændring. Han vender sig til Christinne, siger noget med et snedigt smil på læben og får hende til at fnise på ny. ’Eye of the master’ siger Christinne så til os, stadig smilende. Vi står helt stive i ærefrygt over dette led i det store hele. Sikke en passion, at der til hver enkelt kniv bliver taget tid til at banke den lige ved håndkraft. Dette er blot endnu et levn fra de gamle tider, hvor håndværk var af større nødvendighed.

Dernæst skulle vi besøge stedet, hvor slibningen af selve bladet foretages.

Efter en lille halv times køretur igennem det eventyrlige franske bjerglandskab, skulle vi befinde os på toppen af en bjergside. Vi bliver mødt af en vældig stor herre, med store sorte hænder hærdet af tidens gang i værkstedet. Han er åbenbart søn af værkføreren, vi senere skulle møde. Inde i et lille rum ude bagved, finder vi hans far siddende ved noget af en maskine - en maskine der bliver kaldt heksen. Maskinen består af to læderhjul med noget af en diameter, der begge kører ind mod hinanden. Formålet er at ’rengøre’ bladene for eventuelle metalrester og samtidigt påbegynde den færdige polering.

Dette sliberi er nu virkende på tredje generation, og som faren lige fik sagt, så går heksen på pension med ham - til fordel for mere automatiske og præcise maskiner.

K-Sabatier er pragteksemplet på den lokalpatriotisme, de små landsbyer i den sydlige del af Frankrig besidder. Intet er produceret udenfor egnens grænser, alt er så vidt muligt lavet ved håndkraft og alt er nøje gennemtænkt ned til mindste detalje.

Knivene kommer ikke i æsker, for som Philippe får sagt; vi sælger knive og ikke emballage, det gør knivene dyrere og det er der ingen grund til. I stedet findes der læderskeder håndsyet af en af hans familiemedlemmer.

Resultatet af denne passion og respekt er den velkendte kniv, som de fleste elsker og holder af. Respekten og passionen for håndværket lever stadig i bedste velgående i Frankrigs knivmekka.

Vi kan hermed med stolthed præsentere K-Sabatier som en del af Foodgears sortiment.