Custom Konosuke MM Blue#2 21 cm Gyuto - Desert Ironwood / Sterlingsølv
Custom Konosuke MM Blue#2 21 cm Gyuto - Desert Ironwood / Sterlingsølv

Custom Konosuke MM Blue#2 21 cm Gyuto - Desert Ironwood / Sterlingsølv

Konosuke

Normal pris 6.599,00 Tilbud

21 cm Konosuke MM Gyuto i Aogami-2 - custombygget skæfte i desert ironwood og sterlingsølv

I efteråret 2018 tog en lille delegation fra Foodgear til Japan for at pleje relationer med vores forskellige leverandører. Således var der også et besøg hos Konosuke i Sakai, hvor vi blev præsenteret for MM-serien, som vi indtil da aldrig havde haft i butikken før. 

Konosuke er måske mest af alt kendt for sine HD2 og GS+ knive, der er særdeles tynde i sine profiler og deraf er kendt for at skære drøngodt. MM er en på mange måder anderledes kniv ved at den er en del tykkere over ryggen og derfor også føles en del tungere. Man kunne tro, at det ville betyde at MM skærer dårligt, men dér bliver man overrasket. 

Konosuke MM er skæremæssigt måske den bedste kniv vi har i udvalget lige nu, hvor vi skriver marts 2019. Det er lykkedes Konosuke at skabe en helt flad slibning på hver side af bladet helt oppe fra ryggen og ned mod æggen, og det gør bare at kniven går så afsindsigt let igennem de hårde grønsager, vi bruger som reference, når vi taler om knivens skæreegenskaber. 

Klingen på denne Konosuke MM er håndsmedet i tre lag med kerne af Aogami-2 (Blue-2). Det bløde lag på hver side af kernen er ikke-rustfrit blødt stål, og man må derfor forvente at kniven ruster. Dette er som sådan ikke noget problem, og giver mest af alt kniven noget personlighed. Klingen er hærdet til ca. 61-62 HRC. 

Skæftet til denne kniv har vi selv bygget. Det er et WA-skæfte - det klassisk japanske ottekantede skæfte, der dog er afrundet en anelse mere her end på et standardskæfte fra Khii Studio, som normalt sidder på en Konosuke MM. Skæftet er bygget af et smukt stykke desert ironwood med to indlæg af sterlingsølv. Kigger man nærmere på skæftet vil man bemærke en masse åretegninger idet træet er et stykke knudetræ. Det er i sig selv smukt, men bliver også løftet en smule af den kontrast, som sølvindlæggene giver. 

Der medfølger saya i magnoliatræ til kniven. Bemærk at denne kniv ruster - ligeledes skal vi på det stærkeste fraråde at skære i hårde emner som knogler, ben, frosne fødevarer etc.