Vedligeholdelse af køkkenknive – Foodgear Shop

Vedligeholdelse af køkkenknive

Oct 31 2013 0 Kommentarer Tags: Køkkenknive, Vedligeholdelse

Vores knive er generelt lavet af stål med et højt kulindhold, og knivene kræver derfor lidt mere vedligeholdelse end andre stålknive. Den suveræne skarphed medfører, at knivene fortjener lidt ekstra pleje. Uden den rigtige vedligeholdelse kan knivene muligvis ruste, og miste deres skarphed. Hvis du følger de få simple råd til vedligeholdelse, øger du knivens performance.
Når du bruger af knive med højt kulstofindhold som feks. knivene fra Konosuke, Moritaka, Fujii Hamono o.a. efterlader det en let patina i æggen. Denne kan udvikle sig til et smukt mønster, der vidner om mange gode stunder med god mad i selskab med familie og venner.
Generelt:
  • Efter brug: Vask kniven grundigt af med en blød svamp/børste. Sørg for, at alle mad- og sæberester er væk. Tør kniven i et viskestykke og opbevar den et tørt og sikkert sted (både for knivens og dine fingres skyld).
  • Hvis du ejer knive med højt kulindhold og de ikke skal bruges i længere tid (> 1 md.), smør da et tyndt lag mineralolie (traditionelt bruges Kamelia-olie, dog kan en billig mad-olie også bruges) på kniven og vikl den ind i avispapir. Opbevar den et tørt sted.
  • Knivene kan ikke tåle at komme i opvaskemaskinen! Det ødelægger skæftet og æggen, og er farligt for fingrene, når den skal tømmes.
  • Skær ikke i frostvarer, ben og andre “hårde” produkter. Det kan slå fliger af kniven. Brug en Deba-kniv, der er specialdesignet til de grovere opgaver.
  • Pas på ikke at tabe kniven, da den kan risikerer at knække pga. stålets hårdhed.
  • Brug et fint, keramisk strygestål til at vedligeholde æggen og vådslibesten til at slibe knivene med. Vi anbefaler, at du bruger minimum korn 1000. For strygestålet er det vigtigt, at det er keramisk, da et strygestål af almindeligt stål muligvis ikke er lige så hårdt som stålet i knivsæggen, og dermed ikke kan rette æggen op.

 

Særlige forhold:

  • Mange af de traditionelle japanske knive bliver leveret med et tyndt lag lak. Dette er påført for at beskytte kniven mod fugt. Lakken kan slides af, eller den kan fjernes med lidt acetone. Husk at vaske kniven godt af, hvis sidstnævnte metode anvendes.
  • Forskellige maskiner og slibeaggregater skader ofte kniven mere, end det gavner. Dette er ikke specielt for vores knive, men er gældende for alle knive. Brug et par timer på at lære at slibe din kniv med en vådsten. Det går hurtigt, og det giver et fantastisk resultat. Vi sliber også knive i vores butik i Torvehallerne eller i Aarhus Central Foodmarket, og her er du altid velkommen til at komme forbi med dine knive - eller du kan sende dem til os.
 
 


← Ældre posts Nyere Posts →

Skriv en kommentar

Venligst note: Din kommentar skal godkennels inden den vises